Mit referat af "Den grå heks"

Referat af den grå heks

Vi er i år 1906. Bolette, hendes mor og hende far gik ude i marken og arbejdede. Hendes fire mindre søskende var hjemme i huset. De var ikke gamle nok endnu. Efter en lang dag tager de hjem og spiser. Næste morgen kalder endnu en arbejdsdag. Men der sker noget da de ikke er hjemme. Nogle gløder fra komfuret falder ned på trægulvet. Der startede en brand. Der kommer nogen der prøver at redde dem, men for sent. De døde af røgforgiftning. Moren gik helt i chok da hendes børn døde. Hun kunne ikke arbejde kun hendes mand Martin.  
Da de er til begravelsen, kommer der en masse socialister fra Århus, sammen med dem kommer deres leder, han hed Peter Sabroe. Han sagde at de ikke var alene. De var ikke de eneste, der havde oplevet det.
Bolettes forældre havde ikke råd til at have hende boende, så derfor blev hun sendt på et pigehjem, ved navn Hebron. Hebron var ikke noget godt pigehjem. Faktisk forfærdeligt dårligt.  Hende der bestemte over pigehjemmet var Fru Bransholm altså plejemor. Hun slog og skældte. Hun havde også to hjælpere. Frk. Thorup - som var lige slem som Fru Bransholm - og Frk. Lundstrøm som var den sødeste. De andre piger på børnehjemmet kaldte hende heksen, nok fordi hun var så ond og hun havde et overskæg. De havde mange regler på pigehjemmet, man måtte bla. ikke rede hår - fordi Jesus ikke kan lide forfængelige piger, man måtte ikke snakke sammen med de andre piger - fordi de sikkert snakker om en masse ting som Jesus ikke vil have, at de snakker om, de måtte ikke tale med fremmede eller prøve at flygte derfra. Det var kun nogle af reglerne, men hvis de brød dem blev de slået med riset, de fik lussinger eller de kunne risikere, at blive sendt i brummen. Brummen var et rum nede i den mørke kælder. Man fik lidt mad, men intet at drikke.
Inden de skulle spise hver aften aften sagde de tak til Jesus  for maden. Bagefter spiste de. På tallerkenen var der ikke specielt meget mad. Nogle aftener gik de sultne i seng. Men alligevel var der en der ikke kunne spise det hele, det var Monika. Hun sagde at hun havde ondt i maven. Men plejemor sagde at hun skulle spise det alligevel. Efter de havde spist sang de salmer ved klaveret.
Samme aften lå Bolette i hendes seng. Hun havde et lille vindue i det skrå tag. Rummet var ikke særligt stort, men hun behøvede heller ikke så meget plads, hun skulle jo kun kunne sove der.
Næste dag skulle de hjælpe en landmand på marken. De gjorde det i stedet for at gå i skole. De gik derover. Men Monika kunne ikke følge med, hun sakkede bagud. Bolette gik langsomt for at komme tilbage til hende. Hun snakkede med hende. Hun havde ondt i maven, men ikke bare det. Hun havde det så dårlig, at det føltes som om hun skulle dø.
De skulle til at gå. Men Frk. Thorup talte efter og der manglede en. Det var Monika. De fandt ud af hun lå bag en af kasserne med grøntsagerne. Hun var helt døsig. Da de kom hjem græd Anne Marie. Hendes benklæder kradsede og det var fyldt med huler. Hver gang hun syede dem, gik der hul et nyt sted. Plejemor blev sur og det gjorde Anne Marie også. Hun råbte af plejemor. Plejemor tog riset og slog hende med det. Hun fik en masse røde mærker. Bagefter blev hun sendt i Brummen.
Dagen efter var Fru Bransholm til et møde, så derfor var hun ikke på Hebron. Frk. Lundstrøm kom ned og sagde at de skulle tilkalde en læge, for Monika havde feber. Men Frk. Thorup sagde at de skulle vente til senere. Senere begynde Monika at kaste blod op, og så kom lægen. Men for sent hun var død.
En dag skulle Bolette ned og hente brød hos bageren. Kurven var tung. Der kom en mand og spurgte om han skulle bære kurven for hende. Men bolette takkede og sagde nej. Men manden blev ved med at spørge. Bolette sagde, at plejemor havde sagt, at hun ikke måtte tale med fremmede. Så spurgte manden om de fik ris, om de blev slået og om de fik lidt mad. Bolette nikkede. Manden foreslog at han kunne bære den op ad bakken, også kunne bolette bære den resten af vejen. Bolette sagde ja.
Et par dage efter kom der to mænd på besøg.  En af dem sagde at han var folketingsmand og hed Peter Sabroe, han var sur på Fru Bransholm, han sagde at pigerne på pigehjemmet blev behandlet værre, end dem i deres fængsler. Han sagde at han vil få hende for retten. Han sagde at han ville komme igen.
Bolette lå i hendes seng om aftenen. Hun kunne genkende manden, det var ham som kom til hendes søskendes begravelse. Hun så et stjerneskud og ønskede.


Bemærk! Skrevet på google drive!